Hvordan deltager borgere egentlig i klimapolitik? Hvad opleves som meningsfuldt, og hvad møder man, når man forsøger at få indflydelse?
Det er nogle af de spørgsmål, Christina Juhlin folder ud i foredraget “Fra holdning til handling: Borgernes møde med klimapolitikken”, som kunne bookes i foråret 2026 som del af Forskningens Døgn. Foredraget tager afsæt i KLIMA-DELs forskning og formidler centrale indsigter fra projektets arbejde med borgeres klimadeltagelse.
Foredraget giver et letforståeligt indblik i KLIMA-DELs forskning, suppleret med konkrete historier fra feltarbejde blandt klimaaktivister og kommunale klimamedarbejdere. Foredraget sætter blandt andet fokus på, hvad der motiverer borgere, hvad der bremser deltagelse, og hvorfor engagement i klimapolitik kan gå op og ned.
Projektet peger på et behov for mere åbne og tilgængelige rammer for klimadeltagelse, hvis flere borgere skal kunne gå fra holdning til handling. Her spiller kommunerne en vigtig rolle.
Under Forskningens Døgn blev foredraget booket af tre vidt forskellige aktører, som viser spændvidden i interessen for klimadeltagelse.
Wonderful Copenhagens medarbejdere ville gerne blive klogere på nye metoder og dilemmaer i klimadeltagelse for at kunne sætte det i relation til deres egne bæredygtighedsinitiativer.
Frivillignetværket i Rudersdal bookede foredraget som en del af lanceringen af en ny undersøgelse om kommunens borgeres klimaholdning, og for at starte en dialog med klimaenheden om nye samarbejdsformer mellem borgere og kommune.
Og på Kofoeds skole på Amager – et socialt tilbud for mennesker udenfor arbejdsmarkedet – talte vi om hverdagens klimadeltagelse med en gruppe af klimainteresserede borger, der lyttede nysgerrigt og udfordrede vores resultater med helt nye perspektiver.